Brand hos Novo Nordisk er ude af kontrol
Ifølge brandvæsnet er brand hos Novo Nordisk "massiv og ved at sprede sig til andre bygninger"
Brandvæsen og politi er onsdag formiddag rykket ud til melding om en brand i Novo Nordisks bygning på Smørmosevej i Bagsværd.
- Det er ikke godt. Branden er massiv og er ved at sprede sig til andre bygninger, fortæller vagthavende operationschef Martin Kjærsgaard fra Hovedstadens Beredskab.
Spredt sig til kontorbygning
Novo Nordisk har i en mail til Ritzau skrevet:
- Der opstod i dag (onsdag, red.) brand uden for en bygning hos Novo Nordisk i Bagsværd. Branden har bredt sig til en kontorbygning.
- Brandvæsnet er til stede og i gang med slukningsarbejdet, som forventes at vare de næste par timer. Røgen er ikke giftig, og der er ingen tilskadekomne.
Meget røg
Tidligere onsdag formiddag oplyser vagtchefen ved Københavns Vestegns Politi til Ritzau, at branden udvikler en hel del røg.
Den driver op over den nærliggende strækning af Hillerødmotorvejen. Trafikanter rådes til at køre forsigtigt.
Også i sidste uge blev røg og Novo koblet sammen. 16. maj opstod der brand hos selskabet i Kalundborg.
Røgsøjlen kunne ses 30 kilometer væk fra branden, som ifølge de første oplysninger opstod i en ventilationsskakt.