Bortført barn fundet: Bedstefar anholdt

Politiet har anholdt en 60-årig mand, som havde taget sit nyfødte barnebarn fra sygehus

Offentliggjort Sidst opdateret

Et nyfødt barn, der tidligt lørdag aften blev taget fra Slagelse Sygehus, er blevet fundet igen.

Det oplyser Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi på det sociale medie Twitter omkring klokken 21.45.

Politiet har i forbindelse med sagen efterlyst en 60-årig mand, der er barnets bedstefar. Ifølge politiet er han anholdt, og barnet er fundet i god behold.

- Bortførelse af spædbarn i Slagelse - efterlyste køretøj er nu standset og eftersøgte anholdt - barnet i god behold.

- Tak for hjælpen til befolkningen, skriver politikredsen på Twitter.¨

Efter flere timer

Barnet er blevet fundet, flere timer efter at politiet først fik besked om, at det var væk.

Politiet fik anmeldelsen klokken 18.10, og fra omkring klokken 20 var manden efterlyst offentligt med billede af køretøj og nummerplade på Twitter.

Politikredsen har samarbejdet med politi på hele Sjælland for at finde manden og barnet.

Ifølge politiet havde vidner set den 60-årige gå fra fødeafdelingen på hospitalet med det nyfødte barn "pakket ind i en dyne".

Frygtede for barnets ve og vel

Politiet frygtede for barnets ve og vel, fordi det ikke var blevet undersøgt af sundhedspersonalet, efter at det var blevet født.

Tidligere lørdag aften sagde vagtchef Bo Georg Petersen fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi, at det lykkedes manden at tage barnet "i et øjeblik, hvor der er uopmærksomhed". Det sket, under to timer efter at barnet er blevet født.

- Det er jo lige født stort set. Han tager det, under to timer efter at det blev født, og det er ikke blevet undersøgt af en læge. Det har hverken fået føde eller noget, sagde vagtchefen.

Ifølge politiet er det barnets bedstefar, der har bortført det fra sygehuset.
Ifølge politiet er det barnets bedstefar, der har bortført det fra sygehuset.

Tvangsfjernet

Årsagen til, at barnet bliver taget, er formentlig, at det er blevet tvangsfjernet ved fødslen, sagde Bo Georg Petersen.

Af samme grund var de sociale myndigheder med på hospitalet, og det er dem, der kontakter politiet, da de opdager, at barnet er væk.

Moren til barnet og et andet familiemedlem opholder sig lørdag aften stadig på hospitalet. De er blevet tilbageholdt af politiet og er indtil videre mistænkt for medvirken.

SYDSJÆLLANDS OG LOLLAND-FALSTERS POLITI

Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi dækker Slagelse, Sorø, Næstved, Faxe, Vordingborg, Guldborgsund og Lolland kommuner.

Lokalpolitistationerne er placeret i Nakskov, Nykøbing F., Vordingborg, Næstved og Slagelse. Derudover er udlændingekontrolafdelingen placeret i Maribo.

Næstved er hovedstationen i politikredsen.

Der bor ca. 390.000 borgere i kredsen.

Antallet af medarbejdere i Sydsjællands- og Lolland-Falsters Politi er cirka 770. Antallet er fastsat efter politikredsens størrelse, indbyggertallet, sagsantallet og arbejdsopgaver i øvrigt.

Powered by Labrador CMS