Børn finder nedfrosset lig

Han døde efter tragisk hændelse, oplyser politiet

Offentliggjort Sidst opdateret

Fire børn gjorde en sindsoprivende opdagelse, da de mandag fandt en død mand i en snedrive i Nuuk i Grønland.

Den fundne person er ifølge politiet i Grønland  den 32-årige Amos Jonassen, der blev meldt savnet i december. 

Intet kriminelt

Tirsdag formiddag blev der afholdt ligsyn. Det viser, at manden er afgået ved døden som følge af en tragisk hændelse.

Politiet vil ikke uddybe dette nærmere  af hensyn til mandens pårørende.

Voldsom oplevelse

Børnene, der fandt den afdøde, blev tilbudt krisehjælp umiddelbart efter fundet, fortæller politikommissær Malik Sandgreen, der er leder af efterforskningssektionen i Grønlands Politi:

- Det er selvfølgelig en voldsom oplevelse for børn at finde en livløs person på den måde, så der blev hurtigt taget hånd om dem efterfølgende. 

- De fik tilbudt psykologisk krisehjælp for at få talt episoden godt igennem og ruste familien til de reaktioner, der kan opstå i kølvandet på sådan en oplevelse.

Grønlands Politi har ikke yderligere kommentarer til sagen.

Powered by Labrador CMS