Borgere hoppede i vandet for at redde turist i nød

Politiet eskorterede ambulance gennem København til Rigshospitalet

Offentliggjort Sidst opdateret

To borgere hoppede straks i vandet i København, da de lørdag formiddag så, at en mand var faldet ned fra Kvæsthusbroen.

- De formåede at holde hans hoved oven vande, indtil brandvæsenet kom frem og fik bjærget ham, siger vagtchefen i Københavns Politi.

Den nødstedte er en amerikansk turist på cirka 80 år. 

Fik overbalance

Turisten var i færd med at fotografere, da han tilsyneladende fik overbalance.

Ved faldet pådrog han sig en større flænge i hovedet.

KØBENHAVNS POLITI

Københavns Politi er Danmarks største politikreds målt på antallet af indbyggere, antallet af medarbejdere og på aktivitetsniveau i forhold til antallet af hændelser og anmeldelser.

Geografisk omfatter politikredsen København, Frederiksberg, Tårnby og Dragør kommuner med i alt ca. 800.000 indbyggere.

Der er ca. 3.300 medarbejdere i Københavns Politi, heraf ca. 2.370 politiuddannede medarbejdere, ca. 90 politikadetter og ca. 180 juridiske medarbejdere ved anklagemyndigheden. Hertil kommer kontorfunktionærer og øvrige faggrupper.

Mere end 600 medarbejdere har deres daglige gang på Politigården i København. Herunder den centrale ledelse, administrationen, vagtcentral og servicecenter samt flere øvrige politiafdelinger. Politikredsens øvrige personale er fordelt over mange bygninger i hele politikredsen.

Kilde: Københavns Politi

Med eskorte af politiet bragte en ambulance turisten til behandling på Rigshospitalet.

Politiet roser de to borgere for at handle resolut i situationen. 

Ulykken blev anmeldt lidt før klokken 11.

Powered by Labrador CMS