Borger knalder spritbilist
Kvindens promille var langt over det tilladte
En vaks borger opdagede torsdag, at en bagvedkørende bilist slingrede voldsomt på Københavnsvej i Solrød.
Det fik ham straks til at kontakte politiet. Herefter fulgte han efter den kvindelige fører af bilen helt frem til en adresse i Solrød Strand.
Det skriver Midt- og Vestsjællands Politi i deres seneste døgnrapport.
Alt for høj promille
Da de nåede frem til adressen, holdt den vakse borger snakken hen med den slingrende bilist, indtil politiet nåede frem.
Da patruljen ankom måtte den 41-årige kvinde blæse i politiets apparat.
Det viste sig, at hendes promille var et godt stykke over 2,0, hvorfor hun blev taget med på sygehuset for at få taget en blodprøve.
Vanvidskørsel
Kvindens kørsel endte med at blive betragtet som vanvidsbilisme. Derfor valgte politiet at beslaglægge hendes bil og konfiskerede den efterfølgende.
Politiet kunne i sidste ende konstatere, at kvinden ikke havde indtaget alkohol, efter hun havde trådt ud af bilen.
Derfor betragtede de også, at hun var påvirket, mens hun kørte.
Episoden fandt sted torsdag klokken 14.38.