Blodigt drama i vaskekælder

Retten har bestemt, at 25-årig skal anbringes på institution 

Offentliggjort Sidst opdateret

En ung kvinde blev et tilfældigt offer, da hun 26. december sidste år blev overfaldet med slag, spark og tramp i en vaskekælder i Vejle.

Mandag har Retten i Kolding fundet det bevist, at voldsmanden var en 25-årig mand. Han kendte ikke kvinden i forvejen.

Psykisk handicap

Dommen lyder på anbringelse på en institution for personer med vidtgående psykiske handicap, oplyser Sydøstjyllands Politi i en pressemeddelelse om sagen.

Desuden er han dømt for angreb mod ansatte på psykiatriske afdelinger, hvor han var anbragt.

Fra 29. december og frem til 17. april skete det fire gange, at han udøvede vold eller fremsatte trusler om vold.

Dømt i anden sag

TV Syd oplyser, at den unge mand allerede i september sidste år blev dømt til anbringelse i en anden straffesag.

Men det var ikke lykkedes for Vejle Kommune at finde et bosted, som kunne have ham, rapporterer tv-stationen. Derfor var han på fri fod 2. juledag.

SYDØSTJYLLANDS POLITIKREDS

Sydøstjyllands Politi er en politikreds, som omfatter kommunerne Skanderborg, Horsens, Hedensted, Vejle, Billund, Kolding og Fredericia.

Politikredsen har et indbyggertal på 503.898 indbyggere.

Hovedpolitistationen er beliggende i Horsens.

Kilde: Wikipedia

Powered by Labrador CMS