Blev bestjålet i pirattaxa
En bytur i Aarhus blev dyr for en 35-årig mand
Mandag eftermiddag fik Østjyllands Politi en anmeldelse fra en 35-årig mand, der natten til søndag havde fået stjålet sit kreditkort i forbindelse med, at han havde taget en pirattaxa hjem, efter en bytur i Aarhus.
Det skriver Østjyllands Politi i døgnrapporten.
Faldt i søvn
Den 35-årige mand har forklaret til politiet, at han hoppede ind i en pirattaxa ved Europaplads. Han havde sin pung med kreditkort i jakkelommen, men han betalte turen kontant.
Undervejs faldt han i søvn og blev vækket af chaufføren, da de kom frem.
Han var stadig i besiddelse af sin pung, men han fandt senere ud af, at kreditkortet var forsvundet og var blevet misbrugt flere forskellige steder, hvor der var hævet en del tusinde kroner.
'Tag en autoriseret taxa'
Østjyllands Politi opfordrer kraftigt til, at man ikke benytter sig af pirattaxaer, da der er risiko for at blive snydt, bestjålet eller røvet.
Tag en autoriseret taxa, benyt offentlige transportmidler eller få en ven til at hente dig, skriver politiet.