Bilka holder lukket efter storbrand
En brand brød natten til søndag ud i Bilka i Vejle. Det påvirker kunder, som har bestilt varer fra butikken
Bilka i Vejle var natten til søndag ved at gå op i flammer, efter at en voldsom brand brød ud.
Men søndag morgen omkring klokken 06.30 fik brandvæsenet branden under kontrol. Det oplyser beredskabschef i Vejle Kommune Thomas Dietz til Ritzau.
- Nu er branden slået ned. Vi er gået i gang med efterslukning af lageret, siger han.
Thomas Dietz fortæller, at brandvæsenet fik meldingen om branden klokken 01.53, og at der var tale om en større brand i lagerets tag.
70 brandfolk
Brandvæsenet fik tilkaldt yderligere assistance, og i alt har 70 brandfolk fra 12 forskellige brandstationer været på stedet.
- Vi turde ikke andet end at kalde yderligere assistance fra morgenstunden, så vi relativt hurtigt kunne være sikre på, at der ikke skete yderligere skade på bygningen - at den ikke kom ind over butiksområdet, siger han.
Heldigvis undgik branden at komme ind i butikkens område. Alligevel kan butiksområdet have taget skade.
- Der er en del røg og en del vand efter slukningsarbejde, siger Thomas Dietz.
Fortsat efterslukning
Selv om branden er under kontrol, foregår der fortsat efterslukning på stedet.
- Vi forventer at være herude til en gang over middag, siger han.
Sydøstjyllands Politis vagtchef Rune Nielsen oplyste natten til søndag, at der var tale om en stor brand, og at flammerne var brudt gennem bygningens tag.
Politiet opfordrede samtidig til arbejdsro.
Årsag endnu uvist
- Vi opfordrer folk til at holde sig væk fra området, så vi kan få arbejdsro, lød det på politiets Twitter-profil.
Kort efter klokken 05.00 søndag morgen oplyste politiet, at det var lykkedes at få branden under kontrol, men det var altså først omkring halvanden time senere, at det var tilfældet.
Det er endnu uvist, hvad årsagen til branden er.
Henrik Vinther Olesen, der er kommunikationsdirektør i Salling Group, der står bag Bilka, fortæller, at branden var i butikkens non-food-lager, hvor kunder kan hente varer i click-and-collect og Bilka To Go.
Vil række ud
- Så det kan vi ikke tilbyde kunderne i dag, og hele varehuset er desværre også lukket i dag og formentlig også i morgen, siger han.
Bilkas kundeservice vil række ud til de kunder, der har bestillinger.
- Desværre kan vi ikke hjælpe dem, fordi lageret er brændt, men man får besked fra kundeservice, siger Henrik Vinther Olesen.
Ingen kom til skade
En familie har Bilka dog valgt at hjælpe.
- Der var en familie, som skulle fejre en barnedåb. Desværre måtte vi også aflyse vores mad ud af huset, men en barnedåb skal nu gennemføres, så der har vi fået vores gode kollegaer i Kolding til at hjælpe, og det er vi glade for, siger kommunikationsdirektøren.
Ingen kom til skade i branden.