Biljagt: Vanvidsbilist påkørte politiet
Vanvidsbilisten forsøgte at flygte
Søndag aften blev en patruljevogn påkørt af en personbil på Gl. Ullerupvej i Skærbæk.
Det skriver Syd- og Sønderjyllands Politi i en pressemeddelelse.
Patruljen forsøgte at sætte efter bilen, men måtte opgive på grund af skader på patruljevognen.
Alle fire dæk punkterede
En anden patrulje fik derefter kontakt med personbilen og optog forfølgelsen.
Ved Foldingbro lagde politiet stopstick ud på kørebanen. Personbilen fortsatte henover dem og flygtede på trods af, at alle fire dæk punkterede.
Fører og køretøj blev fundet i Brørup, hvor føreren blev anholdt og sigtet for vanvidsbilisme.
Vanvidsbilist på fri fod
Tidligere på aftenen undlod en anden bilist at standse i en fartkontrol i Aabenraa.
Patruljen satte efter bilisten og undervejs mod Tinglev kørte bilisten op til 210 km/t på landevejen.
I Tinglev standsede føreren på en parkeringsplads på Stationsvej og løb fra stedet. Bilen havde stjålne nummerplader, og i bilen fandt politiet flere personlige ejendele.
Ejeren er nu eftersøgt og vil blive sigtet for blandt andet vanvidsbilisme. Manden beskrives som 185 centimeter høj med kort lyst hår. Han var iført en mørk dynejakke med pelskrave.
Oplysninger kan gives til Syd- og Sønderjyllands Politi på 114.