BESLAGLAGT:
Biljagt med over 200 kilometer i timen
Prøvede at køre fra politiet
En 25-årig mand får ikke sin bil at se igen efter en vild biljagt i nat, hvor han forsøgte at køre fra politiet.
Det skriver Østjyllands Politi i en pressemeddelelse.
Bilen er blevet beslaglagt med henblik på konfiskation og senere salg på auktion, hvor udbyttet tilfalder statskassen.
Ville ikke standse
En politipatrulje blev første gang opmærksom på manden klokken 01.24 natten til tirsdag på Ødumvej i Hadsten.
Her kom han kørende i meget høj fart.
Patruljevognen vendte om og tændte for udrykningen for at få manden til at standse.
Men i stedet kørte manden ind på Nordjyske Motorvej i sydgående retning og satte farten kraftigt op.
Over 200 km/t
På motorvejen kørte den flygtende mand flere gange et godt stykke over 200 kilometer i timen, hvilket hører ind under paragrafferne om vanvidskørsel.
Betjentene tilkaldte assistance, og ved frakørsel 47 i Tilst blev den 25-årige stoppet.
Den 25-årige og en 30-årig mandlig passager blev begge anholdt.
Efter fund af kokain på den 25-årige blev han ud over den vanvittige kørsel og flugt fra politiet sigtet for besiddelse af euforiserende stoffer.
Der blev udtaget en blodprøve, da betjentene mistænkte at han kunne være påvirket af stoffer eller alkohol bag rattet.