Biljagt endte i lygtepæl

17-årig forsøgte at stikke af fra politiet i en Citroën C1

Den røde Citroën C1, som den flygtende 17-årige kørte i, fik selv en 'ordentlig én på lampen' da den endte i en lygtepæl.
Den røde Citroën C1, som den flygtende 17-årige kørte i, fik selv en 'ordentlig én på lampen' da den endte i en lygtepæl.
Offentliggjort Sidst opdateret

En 17-årig flygtende bilist i en rød Citroën C1 gav lørdag aften store hovedbrud for Fyns Politi i og omkring Odense.

Under biljagten lavede den 17-årige fire færdselsuheld og var skyld i at fire af politiets biler gik i stykker.

Det skriver BT.

Først da den 17-årige kørte den lille Citroën ind i en lygtepæl ved Rosengårdscentret, stoppede det hele og den 17-årige blev anholdt.

Måtte springe for livet

Ifølge politiet måtte flere personer nærmest springe for livet for ikke at blive ramt af den 17-åriges vilde kørsel.

Politiet søger nu vidner til det vilde optrin.

Det skete mellem klokken 21.10 og 21.15 i området Ørbækvej, Nyborgvej, Niels Bohrs Allé, Blangstedgård, Tornbjerg og på flere stisystemer.

Personer, der har set dele af den vanvittige kørsel bedes kontakte politiet på telefonnummer 114.

Powered by Labrador CMS