Bilister slipper for fartbøde
En ny fartkontrol på Storebæltsbroen fangede 31 bilister, der kørte for stærkt
31 bilister, der er målt til at køre for stærkt på Storebæltsbroen, slipper for en fartbøde.
Det oplyser Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi til TV2 Fyn gennem en aktindsigt.
Dårlig kvalitet
Bilisterne slipper, da billederne fra en ny, automatiseret fartkontrol ved Storebæltsbroen er af så dårlig kvalitet, at politiet ikke kan identificere dem.
- Når vi ikke engang kan identificere føreren, så stopper vi allerede dér, siger sekretariatschef Klaus Hansen fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi til TV2 Fyn.
Dårlige vinkler
Han forklarer, at ud over billedernes dårlig kvalitet så er dårlige kameravinkler også med til, at politiet ikke kan identificerer dem.
Ifølge TV2 Fyn er det Sund & Bælt, der har sat de automatiske fartmålere op tre steder på Storebæltsbroen. Målerne kan udregne bilers gennemsnitshastighed hen over broen.
TV2 Fyn skriver, at målerne for nylig er blevet kritiseret for ikke at være automatisk, da fartovertrædelserne manuelt bliver sendt til vurdering hos politiet.
Har ændret det
Sund & Bælt bekræfter overfor TV2 Fyn problemerne og skriver, at man allerede har ændret placeringen af kameraerne og rakt ud til politiet for at få uddybet andre tekniske udfordringer.