Bilist rammer barnevogn med lille dreng i
Drengen væltede ned på vejen
Onsdag aften blev en barnevogn, hvor der lå en lille dreng i, ramt af en bilist i Korsør.
Det oplyser Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi til TV2 Øst.
Det skete på Dahlsvej klokken 18.52, hvor sammenstødet med bilen fik barnevognen til at vælte, og drengen på halvandet år væltede ned på vejen.
- Føreren af bilen forsøger at undvige barnevognen, men rammer den ved lav hastighed, og barnet ryger ned på vejen, siger Heidi Grandt Andresen, vagtchef ved Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.
Stoppede bilen
Han stoppede straks bilen og henvendte sig selv. Efterfølgende ankom der en del politi og ambulancer til stedet.
- Flere har set det, og det har virket voldsomt, at der har ligget en barnevogn på vejen, og der har været ambulancer, siger Heidi Grandt Andresen og fortsætter:
- Barnet er blevet kørt til kontrol på Slagelse Sygehus, hvor det i første omgang bliver tilset. Der er umiddelbart ikke tale om alvorlig personskade.
Men fordi barnet er så lille, bliver det overført til Odense Universitetshospital, hvor det skal ligge til observation, skriver TV2.