Bilist nappet to gange på 20 minutter

Der gik ikke længe før han mødte patruljen igen

Offentliggjort Sidst opdateret

Det er ikke altid beskeden går igennem første gang - hvilket muligvis var årsagen til, at en 48-årig bilist blev taget to gange af samme patrulje på 20 minutter. 

Sådan lyder det fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi. 

Manglede forsikring

I første omgang blev manden standset, da han kørte rundt på Nykøbingvej ved Stubbekøbing uden ansvarsforsikring på bilen. 

Det betød, at patruljen måtte snuppe nummerpladerne på bilen. 

Der gik dog ikke længe før betjentene igen havde fat manden - præcis 21 minutter senere.

Nappet igen

Denne gang kom bilen kørende på Eriksdalvej med samme fører, men uden de lovpligtige nummerplader, som politiet forinden havde inddraget. 

Således blev den 48-årige endnu engang sigtet for at køre uden ansvarsforsikring og nu også uden nummerplader på bilen. 

Powered by Labrador CMS