Bilist dræbt i ulykke onsdag morgen

Midt- og Vestjyllands Politi arbejder onsdag med en alvorlig trafikulykke i nærheden af Nørre Snede

Offentliggjort Sidst opdateret

En kvinde er død efter en alvorlig trafikulykke på Rute 13 ved Nørre Snede onsdag morgen.

Det fortæller Gert Svendsen fra lokalpolitiet i Herning til TV Midtvest.

Arbejder på stedet

Jens Claumarch, som er vagtchef ved Midt- og Vestjyllands Politi, oplyste omkring klokken 07.45 onsdag morgen til Ritzau, at der er tale om en alvorlig ulykke.

Han fortalte, at politiet arbejder på stedet, men på daværende tidspunkt kunne politiet ikke oplyse yderligere.

Vejen er spærret

TV Midtvest skriver ikke nærmere om omstændighederne ved ulykken.

Vejdirektoratets trafikkort viser, at ulykken skal være sket mellem Nørre Snede Ø og Tørring.

Ifølge P4 Trafik er vejen spærret

Nørre Snede ligger lidt over 30 kilometer vest for Horsens.

Der er helt spærret på strækningen.

MIDT- OG VESTJYLLANDS POLITI

Midt- og Vestjyllands Politi dækker Ikast-Brande, Silkeborg, Ringkøbing-Skjern, Herning, Holstebro, Viborg, Skive, Lemvig, Struer, Thisted og Morsø kommuner.

Med sine 9.500 kvadratkilometer og 22,3% af landets samlede areal er Midt- og Vestjyllands Politi geografisk set den største politikreds.

De 586.000 borgere, der bor i politikredsen, bliver serviceret af politiet fra syv døgnbemandede lokalstationer i Holstebro, Thisted, Skive, Viborg, Silkeborg, Herning og Ringkøbing, fire nærpolitistationer i Lemvig, Skjern, Ikast-Brande og Nykøbing Mors samt en landbetjent i Nørre Snede.

I Midt- og Vestjyllands Politi ligger også det landsdækkende Politiets Administrative Center, som hvert år behandler mere end 1,5 millioner sager inden for områderne automatisk trafikkontrol, bøde, kriminalregister, kørekort, tilladelser og våben for borgere i hele landet.

Kilde: Midt- og Vestjyllands Politi

Powered by Labrador CMS