Betjente trækker pistoler ved lufthavn
En mand flygtede ind i restauranten på et hotel
Politifolk trak pistolerne og fik assistance af en politihund under et forsøg på at anholde en 29-årig mand ved Clarion Hotel ved Københavns Lufthavn ved middagstid tirsdag.
Det oplyser vagtchefen hos Københavns Politi, Dyre Sønnichsen.
Her optrådte den 29-årige på en måde, som fik en betjent til at bruge sin peberspray.
Dette fik dog ikke manden til at stoppe op. I stedet flygtede han ind i hotellets restaurant. Her stod han med kniv i hånden og havde også fat i glas, oplyser politiet.
Episoden førte til, at flere patruljer blev sat ind på opgaven, oplyser vagtchefen.
Truede politiet
Fra et hjørne i restauranten truede manden politiet, men han truede ikke ansatte og gæster på hotellet.
Ingen personer skal være kommet noget til i forbindelse med anholdelsesaktionen, lyder det fra vagtchefen.
Natten til tirsdag optrådte den anholdte på en særpræget facon inde i en af lufthavnens terminaler.
- Han var meget generende og udadreagerende, siger vagtchefen om den tidligere episode.