Venstre: Vi har plads til skattelettelser
Venstre lægger op til et mindre underskud på de offentlige finanser end regeringen – nemlig på 2,8 procent.
Regeringen går lige til EU’s grænse for, hvor stort underskuddet på de offentlige finanser må være, men det er ikke tilrådeligt, mener Venstre.
Derfor opererer partiet og formand Lars Løkke Rasmussen med en buffer på fire milliarder kroner, hvis væksten ikke bliver lige så stor, som regeringen regner med.
Det siger Lars Løkke Rasmussen i forbindelse med fremlæggelsen af partiets forslag til en finanslov for 2015.
– Så har vi noget at stå imod med, hvis det viser sig, at regeringens optimistiske vækstskøn ikke holder.
– Det er sund fornuft. Det er sundt for Danmark, siger Lars Løkke Rasmussen.
Regeringen lander på 3,0 procent af bruttonationalproduktet, hvilket er grænsen for underskuddet, mens Venstre lander på 2,8 procent.
Lars Løkke Rasmussen siger, at man har fundet plads til både boligjobordningen, en afskaffelse af NOX-afgifter og punktafgifter samt en pulje på fem milliarder kroner til “strategiske skattelettelser”.
Derudover bliver der afsat penge til en sundhedspakke og en såkaldt “tryghedspakke”.
Løkke siger, at finansloven tager udgangspunkt i et “offentligt udgiftsstop” – det som kritikerne har døbt nulvækst.
Det vil være udgangspunktet for Venstres økonomiske politik i “en årrække frem”, fastslår Lars Løkke Rasmussen.
/ritzau/