Betjente måber: Spritbilist slår flik flak med bilen
En 28-årig mand indledte en biljagt med en ordentlig tumletur på marken
En 28-årig mand havde travlt, da han i en brandert forsøgte at stikke af fra politiet.
Med fuld fart og gennem adskillige røde lys endte manden med at foretage tre trafikuheld inden han standsede.
Sagen udspillede sig onsdag morgen klokken 9.35 i Søllested ved Nakskov.
Det første uheld skete, da bilen slog en kolbøtte og rullede hele vejen rundt på en mark ved Kirkevej, hvilket resulterede i en smadret bagrude.
Fortsatte kørslen
Og man skulle tro, at det fik manden til at stoppe. Men herefter bakkede han ind i en parkeret bil, og fortsatte så sin kørsel.
Han stoppede først, da han bragede ind i en have på Strandpromenaden, og derefter ikke kunne køre videre.
Udover en sigtelse for spritkørsel og kørsel uden førerret blev han også sigtet for fornærmelig tale mod betjentene. Han blev løsladt igen samme aften.