Betjente jager disse bilister
Der er fuld fokus på sprit- og narkobilister i påsken
Skal du til påskefrokost, bør du helt generelt holde dig fra alkohol, hvis du skal køre bil.
Den der med at sidde og tælle genstande er et skråplan.
I Syd- og Sønderjyllands Politikreds går man særskilt efter sprit- og narkobilister i påsken.
Også fokus på fart
Men fartsyndere og folk uden sikkerhedssele er også blandt de forseelser Syd- og Sønderjyllands Politi har et godt øje til, skriver de i en pressemeddelelse.
Påskekontrollen er en del af en landsdækkende kampagne, hvor politiet især har fokus på påvirkede bilister.
Bilen konfiskeres
I Danmark er promillegrænsen 0,5 og bliver man taget for spiritus- eller narkokørsel skal man som minimum op til en ny køreprøve, ligesom man får en bøde.
Spritbilisme er desuden en del af loven om vanvidsbilisme, så man risikerer at få sin bil konfiskeret, hvis man kører med en promille over 2,0.