Ingen hjælp fra Sharapova til Wozniacki
Caroline Wozniacki skal vinde et sæt mod Petra Kvitova for at sikre sig en plads i semifinalen ved WTA Finals.
Trods sejre over Maria Sharapova og Agnieszka Radwanska i gruppespillet ved tenniskvindernes sæsonfinale WTA Finals i Singapore er Caroline Wozniacki endnu ikke sikret en plads i semifinalen.
Men den tidligere danske verdensetter har gode chancer for at avancere, når hun fredag møder Petra Kvitova i den sidste gruppekamp.
Vinder Wozniacki bare et sæt over den tjekkiske verdenstreer, er danskeren sikker på at slutte på en af de to øverste pladser i gruppe Hvid, men nogen let opgave bliver det ikke.
Kvitova blæste torsdag verdens nummer to, russiske Maria Sharapova, ud af banen med imponerende 6-3, 6-2.
Dermed kom Kvitova flot igen, efter at hun havde tabt sin åbningskamp til Radwanska, som tidligere torsdag tabte til Wozniacki.
Faktisk har alle spillere i gruppen fortsat mulighed for avancement, men det ser meget svært ud for Sharapova efter to nederlag i to kampe. Hun har brug for en storsejr over Radwanska fredag.
Både Wozniacki, Kvitova og Radwanska kan ende på to sejre og et nederlag hver, når fredagens kampe i gruppen er spillet.
/ritzau/