Betjente efterforsker blodigt knivoverfald
Blodig begivenhed tidligt søndag morgen i Assens. Politiet forsøger at klarlægge motiv
En 16-årig dreng blev såret af flere knivstik, da en jævnaldrende angreb ham tidligt søndag morgen i Assens.
Flere andre var til stede, da overfaldet skete på Bakkevej i Assens, oplyser vagtchefen ved Fyns Politi.
Ifølge en sigtelse, som ifølge fyens.dk og TV 2 Fyn er oplæst i et retsmøde søndag eftermiddag, blev offeret ramt seks gange.
Fem stik var alvorlige.
De ramte mave, ryg og armhule.
Politiet fik anmeldelsen om den farlige vold lidt før klokken halv fire søndag morgen.
Gerningsmand er også 16 år
Offeret blev bragt til behandling på Odense Universitetshospital.
- Han er udenfor livsfare, sagde vagtchef Steen Nyland søndag formiddag.
Den mistænkte, der også er 16 år, blev kort efter anholdt af politifolk et andet sted i Assens.
Ukendt motiv
Umiddelbart kan politiet ikke udtale sig om et eventuelt motiv eller om, hvad der gik forud for knivoverfaldet, lyder det fra vagtchefen.
Søndag har efterforskere forsøgt at skaffe klarhed over forløbet ved blandt andet at afhøre de andre personer, der var til stede.
I grundlovsforhør med arm i gips
Den anholdte dreng sigtes for at have forsøgt at slå den anden ihjel.
Han nægter sig skyldig. Men dommeren varetægsfængsler ham til 12. marts.
Drengens ene arm er lagt i gips, rapporterer de fynske medier fra retten.
Hvad han har forklaret, vides dog ikke.
Retsmødet blev holdt bag lukkede døre.