Betjente beslaglægger ny dyr elbil

40-årig bilist begik dumhed for tredje gang - og så klappede fælden

Offentliggjort

En 40-årig mand må nu vinke farvel til sin ret nye og dyre elbil - en Skoda Enyaq til lige i omegnen af en halv million kroner.

Den har betjente fra Midt- og Vestsjællands Politi nemlig beslaglagt.

Den 40-årige blev onsdag klokken 11.10 standset på Køge Bugt Motorvejen nordgående ved Solrød i en rutinekontrol.

Føreren, der var fra Korsør, burde slet ikke have siddet bag rattet. Han han nemlig ikke havde generhvervet sit kørekort efter en tidligere frakendelse for spirituskørsel.

Det fremgår af politikredsens døgnrapport.

Tredje gang på tre år

Det helt store problem for den 40-årige var, at det ikke var første gang, han blev taget uden kørekort. 

Det var tredje gang på tre år.

Han fik derfor den besked, at hans bil blev beslaglagt, som det er muligt efter færdselslovens regler om konfiskation.

Det var en Skoda Enyaq - som den på billedet her - den 40-årige mand har fået beslaglagt.

Kørt væk på fejeblad

Den 40-årige accepterede og måtte se sin ret nye værdifulde bil blive kørt væk på et fejeblad.

Senere når sagen om kørsel uden førerret er blevet afgjort vil retten tage stilling til, om bilen kan endeligt konfiskeres.

Powered by Labrador CMS