Betjente affyrer skud
To personer er anholdt og sigtet for trusler på livet
Betjente så sig nødsaget til at affyre varselsskud, da en bil blev stoppet i Filskov ved Grindsted tirsdag aften.
Sådan skriver Sydøstjyllands Politi i en pressemeddelelse.
To anholdt
Her var to personer mistænkt for at have truet en person på livet med en pistollignende genstand.
Da bilen blev standset, blev en 26-årig mand og en 38-årig kvinde fra Billund Kommune anholdt.
Meget alvorligt
- Når vi modtager anmeldelser, der vedrører en pistol eller pistollignende genstande, tager vi det naturligvis meget alvorligt. Det gjorde vi også i dette tilfælde, hvor vi var talstærkt til stede i Filskov. På baggrund af gårsdagens hændelse sørger vi også for at være ekstra til stede i Filskov i dag, så vi kan komme i dialog med de borgere, der måtte ønske at få en snak med os, siger politikommissær Brian Kristiansen.
DUP orienteret
Da betjente var nødt til at afgive varselsskud er Den Uafhængige Politiklagemyndighed blevet orienteret.
Ingen kom til skade ved hændelsen.