Betjent klemmer finger mellem bil og lade

En 27-årig mand er varetægtsfængslet for vanvidskørsel

Offentliggjort Sidst opdateret

En 27-årig mand er varetægtsfængslet efter vanvidskørsel.

Det oplyser Syd- og Sønderjyllands Politi.

Den 27-årige mand fra Tønder Kommune er ved et grundlovsforhør ved Retten i Sønderborg blevet varetægtsfængslet frem til den 20. december, sigtet for blandt andet narkokørsel og fareforvoldelse i nat.

Stak af

Hændelsen fandt sted klokken 01.07 på Omkørselsvejen og på Vilstrupvej i Haderslev Kommune, hvor den 27-årige efter en eftersættelse blev anholdt og sigtet for ikke at efterkomme politiets anvisninger, narkokørsel, kørsel i frakendelsestiden, overtrædelse af lov om euforiserende stoffer og for at have forvoldt fare for andres liv og førlighed.

Den 27-årige er desuden sigtet for grov vold og for overtrædelse af straffelovens paragraf 119 mod en polititjenestemand, da den 27-årige, efter at være standset nær en landejendom, igen flygtede fra stedet, så politimanden fik en finger i klemme mellem bilen og en lade.

Stjal bil fra ven

Den sigtede erkender vanvidsbilisme, men nægter forholdene mod politimanden.

Han kærede ikke varetægtsfængslingen.

Den personbil, som den sigtede benyttede, er blevet beslaglagt af politiet i henhold til bestemmelserne om såkaldt vanvidskørsel.

Den sigtede forklarede under grundlovsforhøret, at han havde stjålet køretøjet fra en ven.

Sådan defineres vanvidskørsel

Vanvidskørsel omfatter følgende forseelser begået under kørsel:

Uagtsomt manddrab under særligt skærpende omstændigheder (straffelovens § 241, 2. pkt.)

Uagtsom forvoldelse af betydelig skade på nogens legeme eller helbred under særligt skærpende omstændigheder (straffelovens § 249, 2. pkt.)

Forsætlig forvoldelse af nærliggende fare for nogens liv eller førlighed (straffelovens § 252, stk. 1),

Særlig hensynsløs kørsel (færdselslovens § 118, stk. 10),

Kørsel med en hastighedsoverskridelse på mere end 100 pct. ved kørsel med over 100 km i timen,

Kørsel med en hastighed på 200 km i timen eller derover

Spirituskørsel med en promille over 2,00.

Loven medfører således, at der er tale om vanvidskørsel, hvis bilen føres af en spirituspåvirket person eller med f.eks. 101 km/t i byzone eller 161 km/t på landeveje eller 201 km/t på motorveje.

Powered by Labrador CMS