Betjent døden nær: Nu begynder retssagen
Retssagen begynder klokken 9.30 - og kan følges på Newsbreak.dk live
Varig hjerneskade og lammelse.
Det er de mén, en betjent har fået efter at være påkørt af en bilist, der blev jagtet af politiet.
Onsdag begynder retssagen mod den mand, der er tiltalt i sagen.
På flugt fra politiet påkører den 21-årige Mohamad Tarek Younes en betjent, der efterfølgende var i livsfare.
Det er i hvert fald politiets påstand.
Derfor sidder han i dag på anklagebænken i retten i Aarhus.
Han er tiltalt for at have udsat betjenten for livsfare. Blandt andet.
Anklageskriftet, som Newsbreak.dk har fået aktindsigt i, består af i alt 38 forhold.
Ramt under flugt
Den dengang 31-årig betjent bliver 18. juni 2021 ramt, da han i krydset Åby Ringvej/Silkeborgvej i Aarhus-forstaden Åbyhøj er ved at lægge en sømmåtte ud for at stoppe den nu tiltalte, der ifølge politiet herefter stak af fra stedet.
Betjentens skader var så omfattende, at lægerne valgte at lægge ham i kunstig koma.
Han har ifølge anklageskriftet fået varig hjerneskade og lammelse i kroppen efter påkørslen.
-Jeg er kendt som vanvidsbilisten
Mohamad Tarek Younes udtalte sig i januar til TV2 Østjylland i forbindelse med et indslag om netop vanvidsbilisme i Aarhus Vest.
- Jeg kører selv meget hasarderet. Jeg er kendt som vanvidsbilisten her rundt omkring, sagde han til mediet samtidig med, at han proklamerede, han var ligeglad med røde lys.
To dages menneskejagt
To dage efter ulykken kunne politiet så - efter en intens menneskejagt, der også involverede helikoptere - endelig slå kløerne i den efterlyste bilist.
- De har udstyr, der gør, man kan følge med. Det kan være et nyttigt værktøj, sagde Gert Bisgaard, vicepolitiinspektør ved Østjyllands Politi, i den forbindelse til Newsbreak.dk.
Han blev anholdt i Brabrand, tæt på ulykkesstedet, sigtet og varetægtsfængslet.
Under det efterfølgende grundlovsforhør nægtede han sig skyldig.