Beslaglægger kvindes bil efter vanvidspromille

Mand kørt på hospitalet efter sammenstød

Offentliggjort

En kvinde er blevet sigtet for vanvidsbilisme efter en trafikulykke fredag eftermiddag i Ballerup vest for København.

Politi og redning blev alarmeret klokken 17.04.

- Der er to personbiler, der er stødt sammen ud for Hold An Vej 96. Hvad der nærmere er sket ved jeg ikke, siger vagtchef hos Københavns Vestegns Politi, Brian Holm, til Nyheder.dk.

På hospitalet

Der var en person i hver bil.

En mand, hvis alder vagtchefen ikke ønsker at oplyse, klagede over nakkesmerter.

- Han er blevet kørt på hospitalet til tjek, siger Brian Holm.

En kvinde er sigtet for vanvidsbilisme med en kanonpromille efter ulykken i Ballerup.

Beslaglagt

Føreren af den anden bil - en kvinde - kom ikke noget fysisk til ved sammenstødet, som efterlod den ene bil temmelig smadret.

Betjentene på stedet mistænkte hende for spirituskørsel, og den var god nok.

- Ved en alkometertest blæste hun op over to - jeg vil ikke sige præcis hvor meget over, siger Brian Holm.

- Hun er taget med til en blodprøve. Hun er sigtet for vanvidsbilisme, og vi har beslaglagt bilen med henblik på konfiskation, siger Brian Holm til Nyheder.dk.

Powered by Labrador CMS