Beslaglægger kvindes bil efter vanvidsfart
Ræsede gennem 50-zone
En kvinde skal have gang i cyklen eller Rejsekortet, efter at hun onsdag aften blev standset af en politipatrulje i Tårnby på Amager.
Det skriver Københavns Politi på X.
Kvinden kørte gennem en 50-zone, men det så hun stort på.
Hun blev målt til 104 kilometer i timen, og så klapper fælden for alvor.
Onsdag aften fik en kvinde i Tårnby beslaglagt sin bil, efter hun havde kørt ikke mindre end 104 km/t i en 50 km/t-zone. Det er kategoriseret som vanvidskørsel #politidk
— Københavns Politi (@KobenhavnPoliti) September 12, 2024
Det er vanvidskørsel, og bilen blev beslaglagt med henblik på konfiskation og salg på auktion, hvor udbyttet tilfalder statskassen.
Flere fartdjævle
Men kvinden var ikke den eneste fartdjævel, der blev standset i Tårnby.
En anden bilist blev standset efter at have kørt 99 kilometer i timen i krydset ved Oliefabriksvej og Smedekærvej.
Det var lige under grænsen for vanvidskørsel, så vedkommende beholder bilen, men en stor bøde venter i e-Boks.
Vagtchefen hos Københavns Politi opfordrer alle til at køre efter skiltningen både for egen og medtrafikanternes sikkerheds skyld.