Beskudt efter sæd-levering
En 68-årig land mand er anholdt i sagen
En varevogn blev natten til torsdag beskudt nær Højslev øst for Skive, oplyser politiet.
En 68-årig mand er anholdt i sagen. Han var bange for, at indbrudstyve var vendt tilbage. Derfor ville han skræmme dem væk, har han fortalt politiet.
Men den varevogn, han ramte, viste sig at være en natlig transport fra firmaet Hatting, som leverer ornesæd til landmænd.
Hørte brag
Afstanden var cirka 35 meter, da våbnet blev affyret, oplyser Midt- og Vestjyllands Politi, der har sigtet den 68-årige for på hensynsløs måde at udsætte andre for fare.
Ved et retsmøde i Viborg skal en dommer afgøre, om der er grundlag for at varetægtsfængsle manden.
Optrinet skete cirka klokken 01.40. Den 21-årige chauffør på transporten hørte et brag, men først efter at være returneret til Hatting i Viborg blev mærkerne efter hagl på siden af bilen opdaget, oplyser politiassistent Niels Bach fra Midt- og Vestjyllands Politi.
Afleverede våbnet
Politiet blev blandet ind i sagen, og på en ejendom blev den 68-årige derefter opsøgt af en patrulje.
- Han afleverer uden dramatik haglgeværet til os, fortæller Niels Bach.
Manden fortalte betjentene, at han for nylig havde haft indbrud.
- Han troede, at det var indbrudstyvene, der var vendt tilbage, siger politiassistenten om mandens forklaring.
Den 68-årige har sagt, at han sigtede efter bilens venstre baghjul. Men haglene ramte altså varevognens side. Manden har våbentilladelse.