Berygtet tatovør forsvandt, men er dukket op i ny by
Tatovøren har siden 2020 trukket en hale af utilfredse kunder efter sig
Citathistorie: TV2 Østjylland
Da ejeren bag King & Queen Tattoo i Randers pludselig forsvandt tilbage i 2020 stod kunderne tilbage med ubrugelige gavekort og halvfærdige tatoveringer.
Ejeren, Safia-Jasmin Saidana Kristensen, var som sunket i jorden. Hun var ikke til at komme i kontakt med, og forretningen gik siden konkurs.
Kunder på stribe følte sig snydt, og flere af dem stod frem i TV2 Østjylland og måtte indse, at pengene sandsynligvis var tabt.
Kan se det gentage sig
Historien så umiddelbart ud til at ende der, men nu kan de tidligere kunder se det hele gentage sig i Sæby i Nordjylland.
En af dem er Karl Kristensen, der i 2020 købte et gavekort til King & Queen Tattoo.
- Jeg så, at de havde et tilbud på Facebook, hvor man kunne købe et gavekort for én pris, og så få det dobbelte beløb til tatoveringer, fortæller han til TV2 Østjylland.
Karl Kristensen havde fundet det helt rigtige motiv til sin tatovering.
To løver skulle pryde hans højre overarm, så han bookede tid hos Safia-Jasmin Saidana Kristensen.
Han betalte 4000 kroner for gavekortet og skulle ifølge tilbuddet tatoveres for det dobbelte.
Ville lave det på én gang
- 8000 kroner er nok til at dække en dagsession (6-8 timer), og det er nok det, det vil tage at lave løverne, siger han.
Tatovøren ville ifølge Karl Kristensen lave det hele på én gang. Men Safia-Jasmin Saidana Kristensen stoppede efter halvanden time og inddrog også hans gavekort, men lovede at finde en ny tid, forklarer han.
Det skete bare aldrig.
Kun automatiske svar
Karl Kristensen forsøgte gentagne gange at booke en ny tid, men han fik kun automatiske svar, når han skrev og ringede, og tatovøren selv var ikke til at komme i kontakt med.
Samtidigt blev Karl Kristensen opmærksom på, at mange andre stod i samme situation.
Safia-Jasmin Saidana Kristensen var ikke længere at finde i Randers, og i marts 2022 blev King & Queen Tattoo erklæret konkurs. Men bare fem måneder senere slog den fallerede tatovør dørene op til CrazyCouple Ink & Beauty i Sæby.
Reklamerede flittigt
Her reklamerede hun flittigt for sin nye gesjæft, og for de tidligere kunder i Randers var det noget af et deja-vu.
For også her kunne kunderne købe gavekort til en tur under nålen og få tatoveringer for det dobbelte beløb. Og også her står en lang række utilfredse kunder nu tilbage med halvfærdige tatoveringer og gavekort, de ikke kan indløse. Butikken er tom, og Safia-Jasmin Saidana Kristensen er væk.
Varmen fungerede ikke
TV2 Nord har været i kontakt med en række af de nordjyske kunder.
De modtog i januar en besked fra Safia-Jasmin Saidana Kristensen, hvor hun beklager forløbet.
I beskeden forklarer hun, at varmen ikke fungerede i lejemålet i Sæby, og at hun derfor var nødt til at lukke butikken. En forklaring, som udlejeren af lokalerne bestrider.
I beskeden skriver hun videre, at eventuelle gavekort stadig er gyldige, og at hun arbejder på at etablere en midlertidig lokation. Hvor vides ikke.
Som sunket i jorden
Men hvad med Karl Kristensen og alle de andre kunder fra King & Queen Tattoo i Randers?
TV2 Østjylland har forsøgt at kontakte Safia-Jasmin Saidana Kristensen for at høre, hvordan hun forholder sig til anklagerne om svindel, og om de tidligere kunder kan regne med, at få deres penge igen?
Men den omrejsende tatovør er - igen - som sunket i jorden og svarer hverken på telefon eller mail.
Nægter at skylde penge
TV2 Østjylland forsøger derfor at få Safia-Jasmin Saidana Kristensen i tale på hendes adresse i Nordjylland, men her giver hun tydeligt udtryk for, at hun ikke er interesseret i en dialog.
- Politiet er indblandet, så gider I godt gå, lyder beskeden.
Hun nægter fortsat at skylde Karl Kristensen og de øvrige kunder penge.
Tilbuddet kom for sent
- Det passer ikke. Jeg har tilbudt dem en ny tid, siger Safia-Jasmin Saidana Kristensen, inden samtalen slutter.
For Karl Kristensen kom det tilbud bare alt for sent.
- Hun skrev til mig halvandet år efter og fortalte mig om, hvorfor hun ikke har svaret mig, men jeg blev bare endnu mere sur, siger han.
Er ikke vendt tilbage
Karl Kristensen gik rundt med sin halvfærdige tatovering i over et år, før han havde råd til at få den færdiggjort hos en anden tatovør i Randers. Det kostede ham adskillige tusind kroner oven i de 4000, han allerede havde kastet efter tatoveringen.
- Jeg var meget sur. Det er ikke sjovt at gå rundt med en halvfærdig tatovering, siger han.
TV2 Østjylland har efterfølgende sendt en række opfølgende spørgsmål til Safia-Jasmin Saidana Kristensen, men hun er ikke vendt tilbage.