Beruset bilist fortsatte på tre hjul

Den 42-årige mand, som førte bilen, er anholdt, og promillen er målt til væsentligt over 2, oplyser politiet

Offentliggjort Sidst opdateret

En person er sigtet for spiritus- og vanvidskørsel for på en strækning på tre-fire kilometer at have ramt blandt andet et hus og flere biler. En test har vist, at føreren havde en promille væsentligt over 2.

Det skriver Syd- og Sønderjyllands Politi på Twitter mandag aften.

Vagtchef Henrik Sønderskov oplyser tidligt på natten til tirsdag over for Ritzau, at der er tale om en 42-årig mand.

Episoderne har udspillet sig i Esbjerg. Politiet rykkede til Strandby Plads, efter at det havde fået en anmeldelse om, at en bil var kørt ind i et hus.

Forinden skulle føreren have ramt flere personbiler på strækningen Storegade/Frodesgade, skriver politikredsen. Også mindst to vejanlæg skulle være blevet påkørt.

I forbindelse med påkørslerne mistede bilisten det ene hjul - hvilket ikke fik ham til at stoppe den hasarderede kørsel.

- Hvis du under hændelsen har været vidne til kørslen og følt dig i konkret fare, hører vi gerne fra dig, skriver politiet på Twitter.

Skal afruses

Den anholdte er udlænding uden fast bopæl i Danmark.

Først skal vedkommende afruses og derefter i arresten, hvorefter det vurderes, om han skal fremstilles for en dommer med begæring om varetægtsfængsling.

Det var i denne store, sorte, BMW den 42-årige drønede rundt - til sidst på tre hjul.
Det var i denne store, sorte, BMW den 42-årige drønede rundt - til sidst på tre hjul.

Svære problemer

Ved en promille mellem 1,5 og 2,9 har man ifølge sundhed.dk svære problemer med at styre balance og bevægelser.

Desuden kan man komme i hypnotisk tilstand, have nedsat hukommelse, en generel bedøvelse og en begyndende risiko for bevidstløshed. Opkast er almindeligt.

Powered by Labrador CMS