Beder om hjælp: Indsat på flugt
Politiet har brug for offentlighedens hjælp til at finde en 29-årig mand, som er stukket af
Særlig Efterforskning Vest efterlyser 29-årige Abdalrahman Rakad Daabas - også kendt under navnet "Carlos Daabas".
Han flygtede fra politiet, umiddelbart efter han blev varetægtsfængslet den 2. juni. Det skriver Fyns Politi på Twitter samt Østjyllands Politi i en pressemeddelelse.
Den eftersøgte mand bor i Odense-forstaden Bullerup og skal formentlig findes i eller omkring Odense.
"Carlos Daabas" blev fremstillet i grundlovsforhør i Retten i Odense den 2. juni, hvor han blev varetægtsfængslet. Efterfølgende blev han kørt til arresten i Aarhus, men i forbindelse med ankomsten til arresten lykkedes det for ham at stikke af fra politiet.
Tag ikke kontakt til "Carlos Daabas"
Politiet har lige siden forsøgt at finde frem til "Carlos Daabas" men foreløbigt uden held. Derfor efterlyses han nu offentligt.
Den eftersøgte skønnes ikke farlig, men borgerne opfordres til ikke at tage kontakt til ham. Man skal blot videregive eventuelle oplysninger til politiet.
29-årige "Carlos Daabas" beskrives som 179 cm høj, muskuløs af bygning, mellemøstlig udseende, mørkt, kort hår og ved flugten iført sort trøje og mørke træningsbukser med hvide striber.
Hvis man har oplysninger om "Carlos Daabas", og hvor han opholder sig, så kan man kontakte politiet på telefon 114.