Barn udløser massiv udrykning

Politiet var mandag massivt til stede i Tilst. Det viste sig at være et barn, der var kommet med bombetrussel

Offentliggjort Sidst opdateret

En bombetrussel fik mandag eftermiddag politiet til at rykke massivt ud til en adresse i en boligblok i Tilst.

Efter nogle timers tilstedeværelse - herunder med bomberyddere - kan Østjyllands Politi konkludere, at der ikke var noget sprængstof på adressen.

Det viste sig, at truslen kom fra et mindreårigt barn i Nordsjælland.

Også bomberyddere rykkede ud

Det oplyser vagtchef Rene Ludvig fra Østjyllands Politi.

Truslen gik på, at der skulle være sprængstof på en navngiven adresse.

- Tiderne gør, at vi ser på det her med ekstrem alvor og dimensionerer vores indsats efter det, siger han.

Samtidig med, at politiet satte massivt ind ved boligblokken og tilkaldte bomberyddere, gik efterforskere i gang med at finde ud af, hvem der havde ringet truslen ind.

Politiet tog det seriøst.

Efter noget tid blev opkaldet lokaliseret til en adresse i Nordsjælland, hvor en mor bor med sit mindreårige barn. Og det viser sig, at bombetruslen kom fra barnet, der ifølge vagtchefen er "meget under den kriminelle lavalder".

- Du kan ikke gemme dig bag et hemmeligt nummer. Det tager lidt længere tid, men vi skal nok finde ud af det, siger vagtchefen.

Ekstrem utryghed

Han understreger, at politiet tager sådanne trusler meget seriøst.

- Det skaber ekstrem utryghed, siger Rene Ludvig.

Politiet er kort efter klokken 17 ved at runde sin indsats i boligområdet i Tilst af.

ØSTJYLLANDS POLITI

Østjyllands Politi dækker Randers, Norddjurs, Syddjurs, Favrskov, Aarhus, Odder og Samsø kommuner.

Østjyllands Politi har fire geogragiske enheder:

  • Hovedpolitistationen i Aarhus
  • Politistationen i Aarhus Vest
  • Politistationen i Randers
  • Politistationen i Grenaa.

Herudover er der seks lokalpolitistationer i Ebeltoft, Rønde, Allingåbro, Hammel, Hadsten og Odder samt en lokalbetjent på Samsø.

Retskredse og arresthuse

Østjyllands Politi er dækket af to retskredse i Aarhus og Randers, hvor der også er arresthuse.

Kilde: Østjyllands Politi
Powered by Labrador CMS