Banker ind i taxa og stikker af

Biljagt i Aalborg

Offentliggjort

Festende mennesker i Aalborg blev natten til lørdag vidner til biljagt mellem en almindelig personbil og en taxa.

Det skriver TV 2 Nord.

Baggrunden for den lidt alternative biljagt var et forudgående uheld i trafikken.

Stak af

Her kørte en 40-årig kvinde ind i bagenden på en taxa på Vesterbro i Aalborg.

Men i stedet for at stige ud og udveksle forsikringsoplysninger, stak kvinden af.

Taxachaufføren kørte derfor efter kvinden, indtil hun kørte ned ad Egholmsgade, der er en lukket vej.

Fuld

De tilkaldte betjente kan tydeligt se, at kvinden er fuld.

Efterfølgende nægtede hun at oplyse sit navn og fødselsdato.

- Hun blev anholdt klokken 00.52 og har sovet rusen ud på politigården, men hun er løsladt nu, siger vagtchef hos Nordjyllands Politi, Christian Tilsted, til TV 2 Nord.

Den 40-årige kvinde er sigtet for spirituskørsel, for at stikke af fra ulykken og for at nægte at opgive sine personlige oplysninger til politiet ved anholdelsen.

Powered by Labrador CMS