Banker 17-årig ved voldsomt røveri

Trængte ind i restaurant efter lukketid

Offentliggjort

En 17-årig ansat og en 33-årig indehaver af en restaurant i Frederikshavn fik begge bank søndag aften ved et røveri.

Det skriver Nordjyllands Politi i en pressemeddelelse.

Restauranten var lukket, da fire maskerede røvere trængte ind via bagdøren.

De affyrede peberspray mod den 17-årige og 33-årige, og begge ofre blev slået, mens røverne forlangte penge.

Tog parfume

Røverne tog  blandt andet noget beklædning, parfume, en mobiltelefon samt et mindre kontantbeløb, inden de forsvandt fra stedet.

Nordjyllands Politi kunne kort efter anholde to personer i sagen – henholdsvis en 22-årig og en 23-årig mand, begge med bopæl i Aalborg.

De fremstilles i grundlovsforhør mandag eftermiddag ved Retten i Hjørring sigtet for røveri og kvalificeret vold.

- Voldsomt

- Det har været en rigtig voldsom oplevelse for de to ofre, der er blevet overrumplet på deres arbejdsplads i de sene aftentimer, siger efterforskningsleder hos Nordjyllands Politi, Peter Skovbak .

Nordjyllands Politi jager netop nu de to resterende røvere.

- Vi opfordrer til, at de melder sig selv hurtigst muligt, siger Peter Skovbak.

Har du oplysninger i forbindelse med røveriet mod restauranten i Lodsgade i Frederikshavn søndag aften, så ring venligst til Nordjyllands Politi på telefon 114.

Powered by Labrador CMS