Bandidos-præsident Michael Rosenvold er død
Michael Rosenvold, der også var kendt som "Kokken", er død, 57 år. Han var præsident for Bandidos i Europa
Bandidos' præsident for Europa, Michael Rosenvold, er død.
Michael Rosenvold, der også blev kaldt "Kokken", blev 57 år.
Han døde torsdag morgen. Det er torsdag formiddag blevet oplyst i Retten i Helsingør, hvor der var planlagt endnu et retsmøde i forbudssagen mod Bandidos.
Det skriver Ekstra Bladet.
30 år som rocker
Siden 22. maj 2024 har der været et midlertidigt forbud mod Bandidos i Danmark. Retssagen i Helsingør skal nu afgøre, om banden kan opløses permanent.
Torsdagens retsmøde er blevet aflyst.

Michael Rosenvold har mere end 30 års erfaring under vesten, og han var partsrepræsentant for Bandidos under retssagen. Han er også blevet afhørt i retten til sagen.
Livreddende førstehjælp
Anklager Lasse Biehl oplyser ifølge Ekstra Bladet torsdag i retten, at Michael Rosenvold blev erklæret død torsdag morgen klokken otte, efter at der havde været tilkaldt ambulance og ydet livreddende førstehjælp.
Kort efter blev politiet orienteret om dødsfaldet.
Retten i Helsingør tog i januar hul på forbudssagen. Der er afsat en lang række retsmøder til sagen, der fortsætter frem til august.
I retten forsøger anklagemyndigheden at bevise, at Bandidos er en forening, der har et ulovligt formål, og som derfor kan opløses ved lov.
Forud for nedlæggelsen af forbuddet sidste år gav Michael Rosenvold et interview til DR-programmet 21 Søndag.
- Vi er en motorcykelklub
Her fastholdt han, at Bandidos først og fremmest er en motorcykelklub, og at forbuddet mod klubben ikke ville komme til at have en effekt.
- Vi har været her i 31 år, og folk ved udmærket godt, hvem vi er, om vi har veste på eller ej, sagde han til DR.
- For mig virker det lidt som, da man i skolen blev taget i at ryge i skolegården. Så finder man et andet sted at ryge. Politikere de kommer og går, men broderskabet, det går ingen steder, lød det.