Anklage: Ventede på offer med maskinpistol

Tre unge mænd sad ifølge anklager med maskinpistol og ventede i seks timer på at begå drab - offeret kom ikke

Fire mænd er ved Retten i Glostrup anklaget for drabsforsøg på mand fra rivaliserende bande. (Arkivfoto)
Offentliggjort Sidst opdateret

I en sort Audi stationcar sad tre unge mænd den 25. maj 2020 og ventede i seks timer over for Café Victoria i Hvidovre - bevæbnet med en maskinpistol.

De ventede på at slå en mand fra en rivaliserende bande ihjel.

Det håber anklagemyndigheden at bevise, i en sag, der onsdag er gået i gang ved Retten i Glostrup.

Imens sad en fjerde medtiltalt i en grå Suzuki Liana, der ifølge politiet skulle bruges som flugtbil.

Dukkede ikke op

Manden, der ifølge anklagemyndigheden skulle dræbes, dukkede dog aldrig op ved sin lejlighed, der ligger et par etager over Café Victoria.

Og i dag ved han måske ikke engang, at han skulle dræbes.

- Vi har at gøre med et offer, der ikke er kommet til skade, der er ikke skudt mod ham. Vi har derfor ikke et offer i klassisk forstand. Han ved sikkert ikke engang, hvad der er foregået, siger anklager Søren Yde Halse.

De fire tiltalte nægter sig skyldige i alle anklager. Herunder er en tiltale for at have videreført den ulovlige bande Loyal To Familia (LTF).

Højesteret stadfæstede tidligere i år en dom, der gjorde LTF ulovlig, da foreningen virker ved vold.

Overvågede bil

Politiet havde haft bilen, der var udstyret med polske nummerplader - stjålet fra en Volvo - i søgelyset i forbindelse med en anden sag.

Derfor var der placeret sporingsudstyr og aflytningsudstyr i bilen.

Politiet kunne dog ikke lytte med live, og de var ikke klar over, at der var et potentielt drabsforsøg i gang den 25. maj.

Det fandt de dog hurtigt ud af, da de gik i gang med at lytte til optagelserne den efterfølgende morgen. Og en større politiaktion gik derfor i gang.

De tre mænd mødte den efterfølgende aften igen op ved lejligheden - klar til at begå mord, mener anklagemyndigheden.

Flygtede fra stedet

Men her blev de mødt af politiet, der dog ikke i første omgang fik mændene anholdt.

Det skete først efter en biljagt gennem Hvidovre, der endte, da de kørte ind i et hus på en villavej.

De tiltalte flygtede fra stedet, men blev hurtigt anholdt.

I bilen fandt politiet - ud over maskinpistolen - bland andet en almindelig pistol, magasiner, patroner og en grøn dunk med fem liter benzin, der ifølge anklagen skulle bruges til at brænde bilen af efter drabet.

Der er afsat ni retsdage til sagen.

Powered by Labrador CMS