Anklage: Klemt og trukket i brystvorten

Auditørkorps anklager ansat ved Flyvestation Karup for krænkende adfærd over for to kvindelige kolleger

Forsvarsansat kræves fængslet for krænkelser
Forsvarsansat kræves fængslet for krænkelser
Offentliggjort Sidst opdateret

En 46-årig mand ansat ved Flyvestation Karup gik langt over stregen - både fysisk og verbalt - over for to kvindelige kolleger.

Det mener Forsvarsministeriets Auditørkorps, der ved Retten i Viborg har tiltalt manden for at have krænket kvindernes blufærdighed og for pligtforsømmelse.

Den militære anklagemyndighed vil have idømt manden en fængselsstraf.

Ifølge anklagen skal manden have rakt en hånd ind gennem et vindue i en hangar, taget fat i en kvindes venstre brystvorte og klemt og trukket i brystvorten.

En anden kvinde fortæller i retten, at manden over en årrække kom med verbale tilnærmelser, som hun fandt krænkende.

- Når jeg kom i mit civile tøj, kunne han finde på at sige: Ej mand, den der røv og de der bryster ser bare helt vild godt ud.

- Han blev ved, selv om jeg sagde: "Hold nu kæft" og "Det gider jeg ikke høre på". Jeg sagde mange gange, han skulle lade være, fortæller kvinden.

Prøvede at undgå ham

Manden spurgte også, om han ikke skulle med hende i bad og vaske hende på ryggen, fortæller kvinden.

Hun brød sig ikke om mandens opmærksomhed og prøvede at undgå ham på arbejdspladsen.

- Der var et underspil af noget psykisk terror. At nu skulle jeg bare gøre, som han sagde. Det ville jeg ikke finde mig i, siger hun.

Kvinden fortæller også, at hun flere gange gik til ledelsen for at få sat en stopper for mandens adfærd. Men det hjalp ifølge kvinden ikke.

Hun fik bare besked på selv at snakke med manden om det, fortæller hun.

Den tiltalte nægter sig skyldig.

Stigende antal anmeldelser

De senere år har auditørkorpset behandlet et stigende antal anmeldelser om krænkende adfærd i Forsvaret.

I januar 2020 fremlagde Forsvarskommandoen resultaterne af en undersøgelse, som skulle belyse omfanget af kønskrænkende adfærd.

Undersøgelsen viste blandt andet, at 11,6 procent af kvinderne i Forsvaret oplevede en kønskrænkende kultur de seneste 12 måneder.

Det drejede sig primært om sprog og bemærkninger.

Sagen ventes afsluttet senere tirsdag.

Powered by Labrador CMS