Anja i chok over mødet med politiet

Politiet havde ikke styr på reglerne, da det ville fjerne Anja Fuhrmanns bil. Hun er paf over behandlingen

Offentliggjort Sidst opdateret

Citathistorie: TV 2 Østjylland

- Er det seriøst den måde, man møder usynligt handicappede på i politiet?

Det frustrerede opråb kommer fra Anja Fuhrmann, der torsdag modtog et meget ubehageligt opkald fra Østjyllands Politi under et besøg i Aarhus.

- Jeg tænkte: Hvad søren er der sket? Jeg var helt uforberedt, fortæller hun.

Kort lå i vinduet

Betjenten i røret kunne informere hende om, at hun havde fået en afgift for at holde ulovligt på en handicapplads og skulle fjerne sin bil omgående eller betale for at få den fragtet væk. De havde tjekket, og bilen var ikke registreret som en handicapbil, lød det.

- Jeg forsikrede ham om, at der lå et handicapkort i vinduet, men han var ubehagelig og nedladende og sagde, at jeg jo kunne klage over afgiften, siger Anja Fuhrmann, der selv har et såkaldt usynligt handicap.

Chokeret over opkaldet mødte hun op på stationen for at udrede det, hun tænkte måtte være en misforståelse.

Men her sluttede det ikke.

Afgift fjernet

Handicappladsen, som Anja Fuhrmann havde benyttet, ligger lige udenfor politistationen i det centrale Aarhus. Og måske var det derfor, at hendes bil havde tiltrukket sig ekstra opmærksomhed, gætter hun.

Siden opkaldet var afgiften dog blevet fjernet, kunne Anja Fuhrmann konstatere. Alligevel var det ikke en undskyldning der mødte hende, da hun trådte ind på stationen. Tværtimod.

- Her var beskeden, at jeg jo ikke bare kunne holde der, hvis der nu kom nogle rigtige handicappede og skulle bruge pladsen. Jeg bliver så frustreret og helt paf, så jeg begynder at græde, fortæller Anja Fuhrmann.

Får tilråb

For det er langt fra første gang nogen har overfuset eller råbt efter hende, når hun har parkeret.

Anja Fuhrmanns lider blandt andet af en fejl på nervesystemet og har kroniske smerter, der gjorde, at hun for seks år siden fik tildelt sit handicapskilt, og at hun blev førtidspensionist som 29-årig. Men for de fleste er hendes handicap usynligt.

- ”Er du klar over, at det er en handicapparkering?” er der flere, der har råbt efter mig på parkeringspladser. Måske fordi jeg er ung og ikke umiddelbart ser handicappet ud. Da jeg i et halvt år gik med rollator, var der ingen, der råbte ad mig, fortæller hun.

Meget voldsomt

Anja Fuhrmann er også forperson for en landsforening for kronisk syge og handicappede, Kroniske Influencers, og ved, at situationen langt fra er enestående.

- Det er tydeligt, at det rammer ned i noget følsomt hos mig, og det er måske også derfor, jeg ender med at blive så ked af det, som jeg gør. En ting er, når almindelige borgere render rundt og leger betjente, men det er meget voldsomt, når det er en autoritet, der på den måde anklager en.

Ifølge Anja Fuhrmann var det tydeligt, at betjentene ikke var bekendt med reglerne for handicapparkering. 

Modtog nyt opkald

Efter turen på politistationen blev hun dog ringet op af ham, der i første omgang havde kontaktet hende.

- Han ville beklage, at de ikke havde fået tjekket forruden ordentligt i første omgang. Og tak, det er jeg da glad for, men helt ærligt, hvad er det for noget? Hvis der er nogen, der skal have styr på deres arbejde, så er det politiet, siger Anja Fuhrmann.

Hun er ærgerlig over, at der skulle bruges så meget tid på en parkering, der var fuldt ud lovlig. Især når hun ikke tidligere har oplevet samme engagement fra politiet, når hun selv har kontaktet dem, hvis handicappladser har været spærret af andre.

Politiet beklager

Anja Fuhrmann er dog glad for, at torsdagens episode gik ud over hende selv og ikke en anden usynligt handicappet.

- Jeg kan godt tale min sag og kender reglerne, så selvom det var voldsomt, havde det måske været endnu værre for andre, siger hun.

Det har ikke været muligt at få et interview med Østjyllands Politi, men i et skrifteligt svar lyder det, at p-pladsen ofte bliver benyttet af folk uden gyldig tilladelse, og at man derfor er ekstra opmærksom på den.

- Vi skal naturligvis beklage, at en borger i første omgang modtog en afgift, til trods for, at hun havde en gyldig tilladelse til at benytte pladsen. Bilen var ikke registreret som et handicap-køretøj i vores system, og vi kunne ikke se skiltet i forruden pga. is. Afgiften er efterfølgende blevet annulleret, og borgeren har modtaget en undskyldning og er blevet klagevejledt, skriver politiet.

Anja Fuhrmann er ikke imponeret over politiets opførsel i sagen.
Anja Fuhrmann er ikke imponeret over politiets opførsel i sagen.

SKRIFTLIGT SVAR FRA ØSTJYLLANDS POLITI

”Vi ser desværre ofte, at parkeringspladsen foran politigården i Aarhus til personer med handicap bliver brugt af køretøjer uden gyldig tilladelse til handicapparkering, og derfor er vi også meget opmærksomme på, hvilke køretøjer der benytter pladsen.

Vi skal naturligvis beklage, at en borger i første omgang modtog en afgift, til trods for, at hun havde en gyldig tilladelse til at benytte pladsen. Bilen var ikke registreret som et handicap-køretøj i vores system, og vi kunne ikke se skiltet i forruden pga. is. Afgiften er efterfølgende blevet annulleret, og borgeren har modtaget en undskyldning og er blevet klagevejledt.

Det er vigtigt for os, at alle borgere med et ærinde på politigården i Aarhus har mulighed for at få adgang til den samme betjening i vores borgerekspedition. Derfor vil vi nu også se på, om skiltningen er god nok, så pladsen forbeholdes dem, der har et ærinde på politigården.”

Powered by Labrador CMS