SVERIGE
Anholdt: To børn fundet dræbt
To voksne familiemedlemmer er blevet anholdt efter fund af to omkomne børn i bolig nær Stockholm
To børn blev tirsdag aften fundet døde i en bolig i Södertälje tæt på Sveriges hovedstad, Stockholm.
Det oplyser svensk politi, der efterforsker dødsfaldene som drab, skriver flere svenske medier - herunder nyhedsbureauet TT.
To personer er blevet anholdt i forbindelse med sagen.
Mand og kvinde
- To voksne familiemedlemmer er anholdt, mistænkt for drab, siger talsperson for politiet Per Fahlström til TT.
Ifølge tv-stationen SVT er der tale om en mand og en kvinde.
Den ene af de anholdte er bragt til et hospital med alvorlige skader, skriver TT og henviser til, at der ifølge avisen Aftonbladets oplysninger er tale om stiklæsioner. Det er dog ikke bekræftet af politiet.
Stort område afspærret
Et stort område omkring boligen i Södertälje har været afspærret, mens politiets teknikere har undersøgt stedet, hvor børnene blev fundet.
Ifølge avisen Expressens oplysninger blev alarmcentralen kontaktet tirsdag kort før klokken 20 af en nabo.
Har et bud på motiv
Herefter rykkede politi og ambulance ud til stedet, hvor de to børn blev fundet livløse, og hvor de tilstedeværende voksne blev anholdt.
Expressen erfarer, at politiet har et bud på et muligt motiv efter at have gjort et særligt fund i boligen. Det er uvist, hvad politiet har fundet.
Mistænkt for drab
Senioranklager Ulrika Rosén, der leder efterforskningen, fortæller, at politiet har taget hul på et intensivt efterforskningsarbejde.
- Den foreløbige efterforskning er indledt, og vi har anholdt to personer, der er mistænkt for drab.
Intensiv efterforskning
- Der pågår et intensivt efterforskningsarbejde. Der skal foretages afhøringer, og der skal laves en gerningsstedsundersøgelse, siger Ulrika Rosén til Expressen.
Politiet har onsdag eftermiddag endnu ikke oplyst køn og alder på børnene.
Det er også uklart, hvordan børnene er døde.