Anholdt i drabssag fra Christiania

23-årig blev dræbt med skud fra klos hold

Offentliggjort Sidst opdateret

Politiet har anholdt en mistænkt i sagen om drabet på en 23-årig mand i Christiania onsdag. 

Det skriver Københavns Politi i en pressemeddelelse.

- Københavns Politi har i nat anholdt en 29-årig mand, som er mistænkt for det drab, der blev begået i går på Christiania., skriver politiet.

Den 29-årige fremstilles i grundlovsforhør senere torsdag.

Anholdt på Amager

Efter en kort efterforskning kunne Københavns Politi i nat kl. 04.45 foretage anholdelse af en mand, som er mistænkt for onsdag at have dræbt den 23-årige mand på Christiania.

Den mistænkte blev anholdt på en adresse på Amager. 

Han vil kl. 16 i dag blive fremstillet i grundlovsforhør i dommervagten i Københavns Byret med begæring om lukkede døre.

Både den dræbte og den anholdte er en del af det kriminelle miljø i København.

Intenst politiarbejde

Onsdag aften pegede de første vidneforklaringer umiddelbart efter drabet på en gerningsmand med ’somalisk udseende’. 

Den videre efterforskning pegede dog i en anden retning, og på baggrund af intenst politiarbejde i løbet af natten blev den 29-årige anholdt.

Københavns Politi hører fortsat meget gerne fra vidner, der har oplysninger om sagen. 

Den 29-årige gik målrettet efter den 23-årige og ventede i kø for at komme frem til ham, sagde politiinspektør ved Københavns Politi, Tommy Laursen, onsdag aften på et pressemøde.

Har du oplysninger, kontakt da politiet på telefon 1-1-4.

En mand er anholdt for drabet på den 23-årige mand på Christiania onsdag aften.
En mand er anholdt for drabet på den 23-årige mand på Christiania onsdag aften.
Powered by Labrador CMS