Anholdt for at voldtage 13-årig pige
En 29-årig mand er nu blevet varetægtsfængslet
En 29-årig mand er blevet sigtet for at have voldtaget en 13-årig pige ved Videbæk tirsdag aften.
Manden blev onsdag formiddag fremstillet i grundlovsforhør i Retten i Herning.
Nægter sig skyldig
Her nægtede han sig skyldig, men dommeren valgte at varetægtsfængsle ham i foreløbigt fire uger.
- Han blev varetægtsfængslet til 21. august, siger anklager Iben Ernst Bøttker.
Retsmødet foregik for lukkede døre. Men det kom frem, at manden nægter sig skyldig.
Altid som voldtægt
Han sigtes for at have haft samleje med et barn under 15 år, mens han selv var fyldt 22 år. I de tilfælde betragtes samleje altid som voldtægt.
Voldtægten skal have fundet sted tirsdag aften ved Videbæk.
Foregået i bil
- Det er foregået i en bil, siger anklageren.
Den 29-årige har kæret kendelsen om fængsling. Det betyder, at Vestre Landsret skal vurdere, om der er grundlag for fængslingen.