Anholder mand i bombe-sag

Bustrafikken i Esbjerg blev påvirket af politiets afspærringer efter bombetrussel, skriver jv.dk

Offentliggjort Sidst opdateret

Spar Nord Bank på Strandbygade i Esbjerg blev fredag formiddag evakueret på grund af en bombetrussel.

Efterfølgende blev en 57-årig lokal mand anholdt af politiet og sigtet. Det oplyser Syd- og Sønderjyllands Politi i et opslag på det sociale medie X.

Alle evakueret

Afspærringen blev iværksat ved 11.30-tiden, har det regionale medie jv.dk tidligere berettet.

Mens politiet gennemsøgte bankens lokaler blev personalet evakueret til ejendomsmæglerfirmaet Home, som ligger lige i nærheden. Ingen bombe blev fundet.

Kaos i trafikken

På grund af afspærringen blev bustrafikken i en periode omlagt, skriver jv.dk.

Politiet meddeler, at man ikke ønsker at frigive yderligere oplysninger om sagen. Den sigtede mand er blevet løsladt.

Politiet var mødt talstærkt op efter bombetruslen fredag.

SYD- OG SØNDERJYLLANDS POLITI

Syd- og Sønderjyllands Politi er – målt på geografi – blandt landets største politikredse og dækker Esbjerg, Haderslev, Sønderborg, Tønder, Varde, Vejen, Aabenraa og Fanø kommuner.

Der er godt 900 ansatte i politikredsen, der servicerer de 443.000 borgere i området.

Hovedstationen er i Esbjerg, hvor stationen samtidig er områdecenter for den nordvestlige del af politikredsen.

På hovedstationen bor desuden vagtcentralen, øverste ledelse, de centrale politiafdelinger, anklagemyndigheden og politikredsens stabsfunktioner.

De tre områdecentre er – ud over Esbjerg - placeret i Haderslev og Sønderborg:

  • Områdecenter Nordvest dækker Varde, Fanø og Esbjerg kommuner
  • Områdecenter Nordøst dækker Haderslev og Vejen kommuner
  • Områdecenter Syd dækker Sønderborg, Aabenraa og Tønder kommuner
Kilde: Syd- og Sønderjyllands Politi
Powered by Labrador CMS