Amok på restaurant: Ville ikke betale
Restaurantgæst sigtet for at truede ansatte på livet
"Og har man penge, så kan man få - og har man ingen, så må man gå."
Det var sidstnævnte strofe fra den velkendte børnesang, som en 28-årig mand fra Valby i København ifølge politiet valgte at efterleve ved et besøg på havnen i Hundested søndag aften.
Mandens beslutning om at gå var imidlertid problematisk, idet han forinden havde indtaget et måltid mad på spisehuset "Knud", der ligger på havnen.
Og den slags er ikke gratis.
Formede hånd som pistol
To medarbejdere valgte derfor at følge efter manden for at få ham til at betale, men det ville han ikke. I stedet formede han sin hånd som en pistol og rettede den mod de ansatte, oplyser kommunikationsrådgiver Henriette Døssing fra Nordsjællands Politi.
Derefter forsvandt han fra stedet.
Medarbejderne på restauranten kontaktede efterfølgende politiet, og senere på aften fandt ordensmagten frem til den 28-årige mand.
Sigtet for trusler på livet
Henriette Døssing oplyser, at manden er blevet sigtet for at true restaurationsmedarbejderne på livet.
Manden er løsladt igen, da Nordsjællands Politi har vurderet, at der ikke er grundlag for at bede en dommer om at varetægtsfængsle manden.
Det er nu op til anklagemyndigheden - når politiet har afsluttet sin efterforskning - at tage stilling til, hvorvidt der skal rejses tiltale mod manden.