Solgt! For 150 millioner kroner
Flere ædelstene var tirsdag under hammeren
En perle- og diamanttiara, der har tilhørt Italiens kongelige familie, er netop blevet solgt på en auktion i Schweiz for godt 10 millioner kroner.
Det oplyser Reuters.
Tiaraen blev solgt tirsdag i Geneve, og den opnåede pris er den højeste pris på en tiara de seneste år, oplyser auktionshuset Sothebys.
Tiaraen kan dateres tilbage til første halvdel af det 19. århundrede og var en bryllupsgave til Maria Vittoria dal Pozzos bryllup i 1867, hvor hun blev viet til Amadeo den første af Savoy. Han blev senere konge i Spanien.
Det var ikke eneste smykke, der var under hammeren.
En 55,19 karat Kashmir-safir nåede et hammerslag på mere end 23 millioner kroner. Den var en del af en samling med en safir- og diamantbroche, der har tilhørt arvingen til Guinness-bryggeriet.
Et sæt Harry Winston-ædelstene blev solgt for 120 millioner kroner.