Amok i brandert
Kunne ikke huske meget dagen efter
En yngre mand kunne slet ikke styre sin brandert natten til søndag.
Det fremgår af døgnrapporten fra Midt- og Vestsjællands Politi.
Vagtcentralen fik klokken 00.18 natten til søndag anmeldelse om hærværk mod flere biler og postkasser på Byvej i Gislinge ved Holbæk.
Omfattende hærværksturné
Tre biler var blevet beskadiget og havde fået buler, knuste ruder og afslåede sidespejle.
Flere postkasser og en cykel var blevet beskadiget på Byvej.
Patruljen stødte på en 26-årig mand i området, de mistænkte for at stå bag hærværket.
Fuld
Han havde været til fest i nærheden.
Nu var han endt fuld ude på gaden, hvor han var gået i gang med at slå og sparke til ting.
Han blev anholdt og nægtede at oplyse sit navn til betjentene.
Han blev taget med på stationen, og på vej dertil truede han betjentene og kaldte dem alverdens ukvemsord.
Sov den ud
Den 26-årige sov den ud i detentionen.
Søndag blev han afhørt til sagen om grov hærværk, fornærmelig tiltale og trusler mod politifolkene.
Han erkendte dele af hærværket til dels, men havde i det hele taget svært ved at huske noget fra den forgangne nat.
Han var dog villig til at betale erstatning for de ødelagte genstande og blev løsladt, men når sagen skal afgøres vender politiet tilbage til ham.