Ambulance i voldsom ulykke
En mandlig bilist drønede over for rødt lys
En ambulance har været involveret i et voldsomt sammenstød på Vejlevej i Kolding natten til onsdag.
En personbil, hvor en 32-årig mand sad bag rattet, kom kørende i nordgående retning i høj fart og bragede ind i en ambulance, som var på vej i vestgående retning, i krydset Vejlevej/Ny Esbjergvej.
- Bilisten kørte over for rødt og påkørte ambulancen på siden, fortæller vagtchef ved Sydøstjyllands Politi John Skjødt til Newsbreak.dk.
Bilist sigtet
I en video og på billeder kan man se, at sammenstødet var så voldsomt, at ambulancen væltede.
Der er dog ikke sket personskade, oplyser vagtchefen.
Ambulancen kørte ikke med udrykning, da ulykken skete.
Den 32-årige er blevet anholdt og har fået taget en blodprøve, da han mistænkes for at have været påvirket af alkohol eller stoffer under kørslen.
Manden er sigtet for at køre i påvirket tilstand.
Politiet modtog anmeldelsen om ulykken klokken 01.14.