Ambulance i problemer på vej til brand-offer

Kun ved lokales hjælp blev brand-offer kørt på hospitalet

Offentliggjort

Kun en hurtig indsats af lokale sikrede onsdag formiddag, at en ambulance og brandvæsenet nåede rettidigt frem til en brand i en social institution øst for Brønderslev i Nordjylland.

Det skriver nordjyske.dk.

Brand og redning blev alarmeret klokken 09.23.

Store snedriver

Institutionen har til huse i en villa på en grusvej.

Og det har sneet heftigt i Nordjylland siden tirsdag eftermiddag.

Snefygning har skabt store snedriver og ufremkommelige veje, og det gjaldt også vejen ud til institutionen.

Ambulancen fik hjælp til at komme frem til den nødstedte af en lokal beboer.

Her skabte en havareret bil yderligere problemer for brand- og ambulancefolk.

Kørte foran

Ude i området var en traktor med en sneplov ved at rydde sne, og da manden i traktoren så udrykningen kontaktede han brandfolkene.

- Han tilbød sin hjælp og kørte så det sidste stykke foran ambulance og brandbiler, så de kom frem til ejendommen, siger indsatsleder, Dennis Møller, til  nordjyske.dk.

Evakueret

Personerne i den brændende bygning var blevet evakueret af personalet.

Slukningen var overstået på en god halv time.

En person måtte til tjek på sygehuset for røgforgiftning.

Powered by Labrador CMS