Alvorligt såret efter knivstikkeri

To mænd på henholdsvis 20 og 25 år blev såret af knivstik under slagsmål i Esbjerg. De er uden for livsfare

To mænd er alvorligt såret af knivstik efter slagsmål i Esbjerg
Offentliggjort Sidst opdateret

Et større slagsmål mellem flere personer på Præstebakken i Esbjerg endte tirsdag aften med, at to mænd blev stukket med kniv.

Det oplyser Syd- og Sønderjyllands Politi i en pressemeddelelse.

Slagsmålet opstod mellem flere personer fra forskellige køretøjer.

De to mænd på 20 og 25 år, der blev stukket med kniv, er indlagt på sygehuset.

De er kommet alvorligt til skade, men ved indlæggelsen var de uden for livsfare.

Tidligt onsdag morgen er der ikke noget nyt om tilstanden.

Politiet kan ikke udelukke, at der har været tale om et internt opgør i bandemiljøet.

Efterforsker i flere retninger

Politiinspektør Jeppe Kjærgaard understreger, at man efterforsker grundigt og i flere retninger.

- Der skal ikke være nogen tvivl om, at vi ser meget alvorligt på situationen, og vi kan pt. ikke udelukke, at der har været tale om et internt opgør i bandemiljøet i Esbjerg, oplyser han i pressemeddelelsen.

Omkring klokken 04.30 onsdag har politiet afsluttet undersøgelser på gerningsstedet.

Natten til onsdag har politiet foretaget flere ransagninger i Esbjerg i forbindelse med efterforskningen.

Tre personer anholdt og løsladt

I den forbindelse blev tre personer anholdt.

De tre personer blev løsladt igen efter endt ransagning, skriver politikredsen i en pressemeddelelse.

Politiet fik anmeldelsen om slagsmålet klokken 18.57 og rykkede massivt ud til Præstebakken.

Siden har der været roligt i området, og Syd- og Sønderjyllands Politi kører parallelt en tryghedsskabende patruljering i Esbjerg.

Politiet vil meget gerne høre fra vidner, der har set noget i forbindelse med episoden.

Powered by Labrador CMS