Alvorligt: Nyt træ fældet på landevej

Politiet tager træfældning ud over kørebane meget alvorligt, oplyser vagtchef Jesper Sørensen

Offentliggjort Sidst opdateret

Endnu en gang er et træ bevidst blevet fældet ud over en vej i Danmark.

Det er i hvert fald vurderingen fra Nordjyllands Politi, der sent søndag aften rykkede ud til en rasteplads på Møldrupvej tæt på Madum Sø syd for Aalborg.

Vagtchef Jesper Sørensen fortæller, at politiet modtog en anmeldelse om hændelsen klokken 23.14 søndag aften.

Lå på kørebanen

Anmelderen oplyste, at han klokken cirka 22.55 var på vej til et ærinde, da han hørte en motorsav blive startet.

Da politiet ankom til gerningsstedet, konstaterede betjentene, at et træ rigtignok var blevet væltet ud over kørebanen.

Bevidst handling

- Vores vurdering er, at det var en bevidst handling. Det ligner for os, at træet er fældet med en motorsav, siger Jesper Sørensen.

Anmelderen har oplyst til politiet, at vedkommende så 2-3 mænd - formentlig unge - køre fra gerningsstedet i en hvid eller lys Skoda Citigo.

Kontakt med fører

Ingen er ifølge Jesper Sørensen kommet til skade i forbindelse med hændelsen.

Men politiet har været i kontakt med en person, som kørte ind i træet, hvilket forårsagede materielskader på vedkommendes bil.

Træet er siden blevet fjernet fra kørebanen.

Meget alvorligt

Politiet leder nu med lys og lygte efter gerningsmændene.

- Vi tager det meget alvorligt. Vi har haft både patrulje og indsatsleder ude samt vores bedste hunde, siger Jesper Sørensen.

Politikredsen beder eventuelle vidner henvende sig til politiet. De kan ringe på telefon 114.

Det er blot få uger siden, at Danmark blev ramt af en lignende sag - dengang med døden til følge.

Mand dræbt i marts

I marts blev en 55-årig mand dræbt, da et stort træ pludselig væltede ned i hans bil på Parnasvej i Sorø.

Seks mænd blev anholdt i sagen og sigtet for drab. Retten fandt ved det efterfølgende grundlovsforhør ikke grundlag for at varetægtsfængsle dem for drab, men mente, at det var uagtsomt manddrab, og de blev løsladt.

Nægter sig skyldige

Mændene nægter sig skyldige i drab. De er foruden hændelsen i Sorø sigtet for fareforvoldelse i forbindelse med, at et træ blev fældet med en motorsav nær Havrebjerg ved Slagelse, der ligger cirka 20 kilometer fra Parnasvej.

Her kom ingen til skade.

Det er mere forsætligt

Den hændelse understreger ifølge Jesper Sørensen situationens alvor.

- Finder vi frem til de her personer, er det straffelovens bestemmelse om fareforvoldelse vi har med at gøre. Er det mere forsætligt, drejer det sig om vold eller yderligere personfarlige paragraffer, siger han.

NORDJYLLANDS POLITI

Nordjyllands Politi dækker Frederikshavn, Læsø, Hjørring, Brønderslev, Aalborg, Jammerbugt, Vesthimmerlands, Mariagerfjord og Rebild kommuner.

Politikredsen beskæftiger cirka 850 medarbejdere – politifolk, jurister og administrativt ansatte – som døgnet rundt arbejder for, at Nordjylland skal være et sikkert og trygt sted at virke, bo og færdes.

Der bor godt 526.000 personer i alt i de nævnte kommuner (befolkningstal er pr. 1. kvartal 2020 og hentet hos Danmarks Statistik den 1. marts 2021).

Politistationer:

Nordjyllands Politi har også en landbetjent på Læsø og en afdeling ved Aalborg Lufthavn.

Kilde: Nordjyllands Politi

Powered by Labrador CMS