Alvorlig ulykke: Fire kørt på hospitalet
Ulykken skete ved Errested i Sønderjylland
Fire personer blev kørt på hospitalet efter en alvorlig ulykke fredag ved Errested i Sønderjylland.
Det skriver JydskeVestkysten.
Fire bilister var involveret i ulykken, og ifølge avisen skete ulykken, fordi en 88-årig mand overså, at bilen foran ham holdt stille, mens han kom kørende ad Errestedvej.
Herefter påkørte manden bilen foran, mens to andre biler samtidig var involveret.
Alvorlige skader
Ifølge politiet har to personer i forbindelse med ulykken pådraget sig alvorlige skader. Begge er dog uden for livsfare.
Blandt andet en 65-årig kvinde, som sad på bagsædet i den ene bil og blev fastklemt ved ulykken.
- Hun har pådraget sig forholdsvis alvorlige skader, men er ikke i kritisk tilstand. Manden på passagersædet har også fået alvorlige skader, men det er heller ikke kritisk, siger vagtchef Erik Lindholdt fra Syd- og Sønderjyllands Politi til Jv.dk.
Ulykken skete sidst på eftermiddagen.